mandag den 28. september 2009

Hvad er 'efterår' for noget?

De sidste mange dage har det været koldere og en hel del mere blæsende end det plejer. Haleløs er begyndt at lukke vinduet efter mig nogen gange, når jeg er hoppet ud. Hun er pæn til at lukke mig ind igen, når jeg kommer tilbage, men alligevel, ikke?

Nå men, idag da jeg kom hjem fra sådan en tur - den var blevet kortere end jeg egentlig havde planlagt, fordi det var så væmmeligt vejr - stod Haleløs ude foran huset og var ved at gøre noget med nogle planter. Jeg stillede mig lidt og kiggede på vores vej, som er blevet rigtig kedelig. Buskene ser halvynkelige ud i gråvejret og blæsten, og nogle af træerne nede i skoven er syge - deres blade er begyndt at blive helt gule. Haleløs tog mig op med det samme og lukkede os ind som hun skal, men hun sagde noget sært:"Du ved ikke hvad efterår er, vel?".

Og det er mærkeligt, ikke? For hvis hun mente, at det var noget, jeg ikke vidste, hvorfor fortalte hun mig det så ikke? Er det en eller anden sær hemmelighed, eller hvad? Er det det, som træerne fejler - sådan en slags plantesyge? Og betyder den her efterårsting noget for mig, eller var hun bare kommet på det, fordi hun stod med de der planter? Eller mente hun, at jeg havde smittet træerne, og de nu alle sammen er ved at blive samme farve som mig? Måske er det mig, der er efterår - hun kalder mig så meget andet i forvejen, der ikke er i mit navn, noget af det mere respektfuldt end andet...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar